I dagene 16-19 september blev der afholdt klubmesterskaber for såvel børn som voksne i Skørping Tennisklub. Der blev spillet mange spændende kampe og kåret vindere i alle kategorier, og der var hyggeligt samvær på og uden for banerne.
I Herre A finalen vandt Jørgen Olesen (th.) over Jonathan Bentholm. I Herre B finalen vandt Kristian Asmussen (tv) over Anders Albrechtslund.
Klubmesterskaberne er også den sidste af en lang række aktiviteter for klubbens medlemmer, der er blevet afviklet henover året, som har indbefattet træninger for børn og voksne, turneringer, tennisskole med rekordstor tilslutning, mandagstennis med hygge og grill, og meget mere.
I mixed-double vandt Agnethe Lorentsen og Jørgen Olesen (tv.) over Merete Høgh Jensen og Niels Jacobsen (sidstnævnte her repræsenteret af Steffen Bruun Jensen, da Niels ikke kunne være tilstede ved overrækkelsen). I herredouble vandt Jonathan Bentholm og Steen Madsen (th.) en tæt kamp over Søren Kjærgaard og Anders Isaksen.
Sidst i oktober bliver klubben lukket ned for vinteren efter en forrygende sæson, hvor banerne og vejret har været i top, og klubben har oplevet en markant medlemstilgang i en tid, hvor mange tennisklubber mister medlemmer. Stærkt medvirkende til dette, har bl.a. været et særdeles fordelagtigt tilbud til nye medlemmer om en pakke med medlemskab, ketcher og træning til blot 500 kr. – et tilbud, som vil fortsætte, når den nye sæson indledes i starten af april næste år. Klubben vil ligeledes forsøge at tage initiativer, der kan fastholde vores mange nye medlemmer i klubben.
Der blev kæmpet benhårdt, da der i højsolskin mandag blev afviklet klubmesterskaber for klubbens juniorer.